Olesen fører årets sidste major: Jeg kan vinde den her

Olesen fører årets sidste major: Jeg kan vinde den her

 

Golfspilleren Thorbjørn Olesen har lagt sig i spidsen af PGA Championship. Nu skal der laves nogles birdies, siger danskeren.

 

Thorbjørn Olesen er en mand med en ret simpel plan.

– En masse ting kan stadig nå at ske, men jeg skal bare være afslappet i de kommende dage og ramme fairwayen, så ved jeg, at jeg kan lave nogle birdies, lyder det Olesen, der har skabt sig et godt udgangspunkt i årets sidste major, PGA Championship, som danskeren fører efter en forrygende runde torsdag.

Olesen gik første runde fire slag under par, hvilket kun amerikanske Kevin Kisner formåede at matche.

Danskerens runde bød på seks birdies og to bogeys på banen i Quail Hollow Club i North Carolina, USA.

Nu handler det om at holde hovedet koldt for Thorbjørn Olesen, der har god ro i kroppen inden weekenden.

– Jeg har lært en masse over de seneste år, hvor jeg har spillet en del major-turneringer, og jeg er bedre forberedt til at være med helt fremme over weekenden og har en chance for at vinde, siger Thorbjørn Olesen til pgatour.com, der i øvrigt har stor moro over, at Thorbjørn Olsen egentlig er døbt Jacob Thorbjørn Olesen.

Spieth kan skrive historie

Med i feltet er også den 24-årige amerikaner Jordan Spieth, der gik første runde et slag over par.

Ham er der særlig opmærksomhed omkring, da han kan blive den blot sjette spiller i historien til at vinde alle fire majorturneringer, The Masters, US Open, PGA Championship og British Open.

Og ikke nok med det. Skulle Jordan Spieth gå hele vejen og vinde PGA Championship, så bliver han den yngste i historien til at tage alle fire majors.

En rekord, der i øjeblikket tilhører Tiger Woods.

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder