FCK vil give fodboldfans karantæne efter Brøndby-ballade

FCK vil give fodboldfans karantæne efter Brøndby-ballade

 

FCK-direktør lover fokus på dem, der bærer masker og større bemanding ved fremtidige udekampe.

 

FC København forventer, at over 100 personer vil få karantæne til alle klubbens hjemme- og udekampe som en følge af balladen på Brøndby Stadion sidste søndag.

– Det her er en meget, meget alvorlig sag for alle i FC København. Derfor er det afgørende for os at være hurtige, men også grundige og effektive i arbejdet med at finde de involverede. De skal have deres straf af os og af politiet i de tilfælde, hvor det også er relevant, siger FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.

– Desuden bliver oplysningerne om alle, der har overtrådt stadionreglementet på Brøndby Stadion, overleveret til Brøndby, som vil udstede afgifter ifølge deres stadionreglement, siger Anders Hørsholt.

Det var i slutningen af kampen, at en større gruppe tilhængere gik amok i FC Københavns fanafsnit bag det ene mål. Nogle af ballademagerne bar masker og slog ud efter sikkerhedsvagterne, hvorefter kampklædt politi måtte tilkaldes. Kampen blev herefter afbrudt i 20 minutter, inden den blev færdigspillet.

Registreres med navn og foto

Direktøren takker det såkaldte awaykort-system for, at opklaringen med at identificere de involverede er gået så hurtigt.

– Vil du lovligt ind på vores udebaneafsnit, skal du være registreret med navn og foto for at få adgang. Vi ved derfor helt præcist, hvem der var inde på afsnittet i søndags, undtagen dem der var brudt igennem sikkerhedstjekket, siger Anders Hørsholt.

– Awaykort-systemet kan ikke garantere, at der ikke kan ske noget i udebaneafsnittet, når vi spiller på udebane. Systemet gør dog, at vi kan gennemføre sanktioner langt hurtigere og opretholde dem mere effektivt, når det er nødvendigt som her. Det er ved episoder som denne, systemet for alvor viser sin berettigelse, siger Anders Hørsholt.

Fremover vil der ifølge direktøren især være fokus på dem, der bærer masker.

– Vi vil ikke acceptere personer, der maskerer sig i vores afsnit på udebane eller i Telia Parken, så det øger vi vores fokus på samt straffene for. Det har vi understreget utvetydigt overfor hele fanmiljøet i de seneste dage, så vi er sikre på, at budskabet er nået frem, siger Anders Hørsholt.

Der vil også blive sat flere sikkerhedsvagter på ved FC Københavns afsnit, når de spiller på udebane fremover.

 

 

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder