Danske topklubber vil lukrere på EM-succes

Danske topklubber vil lukrere på EM-succes

 

Både Fortuna Hjørring og Brøndby ser oplagte muligheder for at bygge videre på kvindelandsholdets EM-succes.

 

Kvindelandsholdet vendte mandag hjem fra eventyret ved EM i Holland, hvor det som bekendt blev til en flot sølvmedalje efter finalenederlag til værtsnationen.

Gennem hele turneringen har de danske spillere vundet fodbolddanmarks hjerte qua flot spil, hårdt arbejde og en udadvendthed ud over det sædvanlige.

For adskillige af de danske spillere venter nu en opstart i diverse udenlandske klubber, men en håndfuld vender dog hjem til de danske klubber og en ny sæson i 3F-Ligaen. En liga der langt fra nyder samme interesse, som landsholdet har gjort under EM, men den danske succes er noget, man kan og skal udnytte, mener Jette Andersen, formand i Fortuna Hjørring.

– Vi skal være noget dygtigere til at markedsføre vores spillere. Som man kunne se, er de meget populære. Nu er de pludselig blevet kendte, for det var de jo ikke for tre uger siden, så det skal vi lukrere på. Vi skal udnytte den enorme interesse, og det vil vi gøre ved at lave nogle tiltag for at få nogle flere på stadion, siger Jette Andersen til DR Sporten.

Hun bakkes op af Brøndby-sportschef Seref Aras.

– Det er vigtigt, at vi holder fast i momentum og skaber nogle gode resultater. Vi har nogle europæiske kampe til oktober, hvor vi håber, at de kan blive en øjenåbner for det danske publikum, at dansk kvindefodbold kan klare sig internationalt også på klubplan og ikke kun på landsholdsplan, siger han.

Den kommende tid er vigtig

Da kvindelandsholdet vendte hjem til Danmark mandag, blev de mødt af tusindvis af fans, der stod klar til at fejre deres heltinder, først i Viborg og senere i København.

Kvindefodboldfeberen endte altså ikke sammen med det bitre finalenederlag til Holland, og derfor er den kommende tid vigtig for de danske klubber.

– Vi er overbeviste om, at når nu Danmark er blevet opmærksom på kvindefodbolden, så vil folk her i de første runder selv opsøge stadions for at se, om kvaliteten holder, i forhold til hvad de lige har set. Så der skal vi være med til at gøre produktet stærkere og give dem en god oplevelse, så de bliver ved med at komme, og det ikke bare bliver en enlig svale. Det kan være pauseunderholdning, underholdning inden kamp med konkurrencer og generel fanunderholdning, så der sker noget mere end, at folk bare kommer og går igen, siger Seref Aras.

I Fortuna Hjørring er man af samme overbevisning.

– Vi skal ud i vores egen klub først og fremmest og fortælle folk, at de skal komme og heppe på førsteholdet. Her skal vi lave nogle aktiviteter i forbindelse med vores kampe, som kan gøre det mere attraktivt at komme på stadion.

– Og så vil alle de unger piger jo pludselig op og være den nye Nadia Nadim, og den drøm skal vi hjælpe dem med at realisere, siger Jette Andersen.

3F-Ligaen skydes i gang på mandag, hvor Varde tager imod sidste års sølvvindere fra Fortuna Hjørring på Sydbank Stadion kl. 19.00. De forsvarende mestre fra Brøndby indleder sæsonen lørdag den 19. august kl. 13.00, hvor de gæster VSK Aarhus.

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder