Nuppede 110 golfhuller på en enkelt sommerdag

Nuppede 110 golfhuller på en enkelt sommerdag

 

Lysten til at spille golf er en markant del af den motivation, der driver golf manager Tuula Undall (The Scandinavian og Københavns Golf Klub) og hendes golfveninde Benedicte Kruse (Himmerland Golf & Spa Resort og Dragør Golf Klub).

Fredag satte de ny rekord ved at spille 110 huller i streg på Old Course på The Scandinavian. Den golfudfordring på over 60 kilometer blev overvundet på 18,08 lyse timer – og der var ved sidste slag stadig lyst nok til, at der kunne være spillet yderligere tre til fire huller.

– Men der skal være noget at stræbe efter fremover, lyder det fra de to.

Hvis man er ægte golftosse skal man ikke provokeres meget for at tage en voldsom udfordring op. Det skete i fjor for Tuula Undall, 58 år, og hendes golfveninde Benedicte Kruse, 60 år, hvor de spillede 109 golfhuller på 18,23 timer, hvilket var næsten identisk med den periode, der var dagslys 6. juli 2016.

Kun udstyret med to elektriske trolleys (og konstant opladende ombytningsbatterier) gik de i den rene monsunregn i gang kl. 04.17 og kunne kl. 22.46 se tilbage på mere end 60 kilometers spadseretur i vejrlig, der omfattede alle fire årstider.

I år blev der taget hul på opgaven noget tidligere, nemlig kl. 03.50. Der blev spillet hurtigere, og selv om der var et ekstra hul med blev den samlede tid reduceret med et kvarter.

Årsagen kan nemt være, at motivationen var ekstra stor i år, fordi pigerne havde besluttet at koble velgørenhed på arrangementet. Tuula Undall har oplevet at miste en søster til ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose) og Benedicte Kruse har mistet en søster til cancer. Interessen for at støtte forskning i netop de to områder har foruden golfhuse.dk fra Himmerland fået private medlemmer på The Scandinavian, hvor Tuula Undall er golf manager, til at bidrage kontant til formålet.

 

 

 

 

 

 

Kilde Golf.dk