Kølig Majka sejrer i Californien

Kølig Majka sejrer i Californien

 

Rafal Majka vandt 2. etape af Tour of California efter at have udvist stor kølighed i finalen.

 

Den polske bjergrytter Rafal Majka (Bora) snuppede førertrøjen på 2. etape af Tour of California efter at have timet sin afslutning perfekt.

På den bjergrige rute med seks stigninger sad Majka i udbrud med tre andre, og han kom til mål sammen med George Bennett (LottoNL-Jumbo).

Her var polakken både stærkest og klogest.

Bennett åbnede spurten for langt ude, Majka blev tålmodigt siddende på den newzealandske rytters hjul, indtil han slutteligt rykkede uimodståeligt forbi på de sidste meter for at snuppe etapesejren.

Det sikrede ham samtidig løbets førertrøje, som på etapen sad på Marcel Kittel (Quick-Step) efter tyskerens spurtsejr på 1. etape.

George Bennett er nummer to i den samlede stilling, 14 sekunder efter Majka.

Etapen natten til tirsdag var godt 144 kilometer lang og indeholdt seks kategoriserede stigninger.

3. etape er noget mindre kuperet med kun en enkelt kategori-3-stigning knap midtvejs på ruten inden målet i Morro Bay.

 

 

 

 

 

 

 

Kilde DR/ritzau/